Stengård-Høllund

En flot hjort …… og en stolt jæger

Søndag den 2. september var min gode kammerat, Kim Jensen, og jeg netop kommet på plads i tårnet, da en stolt ”herre” gjorde sin ankomst. Han blev studeret med håndkikkert, og fotograferet i mange positioner.  Han blev også kikket ud gennem trådkorset, men nej  – skønt situationen var god, så føltes det forkert at nedlægge ham før han var nærstuderet.
Onsdag den 5. september var makkerparret på vej igen. Vi lagde vejen til tårnet længere mod øst, da der var en frisk brise fra vest/sydvest. Efter 30-40 mtr pürch hørte vi en gren knække i en ældre rødgrankultur, så endnu én og flere grene der knak, – og vi fik fornemmelse af at der var kronvildt på vej lige imod os.
Vi trak lidt væk fra det åbne spor, og ind i en yngre rødgrankultur. Pludselig trådte en hind med kalv frem ca 45 mtr foran os, – hun så os straks, og flygtede hurtigt mod syd, med den forvirrede kalv i hælene.
Vi stivnede, nu knækkede endnu flere grene, og lyden at horn var ikke til at tage fejl af, – hjort, – hviskede jeg til Kim, der var gået i stilling med kameraet fremadrettet. Ud trådte hjorten fra i søndags, og han travede let bort fra os – ”det er ‘ham’” siger Kim,  – ”ska jeg ta´ ham” – spørger jeg ….  ”Ja”, var svaret.  Da hjorten ca 60 mtr fremme ændrede kurs mod vest, fik jeg chancen, og han kvitterede for en god kugle. Reaktionen var så overbevisende, at der gik flere sekunder før jeg fandt det klogt at repetere, men hjorten arbejdede kraftigt på at komme på benene igen, og endnu en kugle blev sendt afsted.  Alligevel kæmpede han videre og nåede ind i en 2½ mtr høj rødgran kultur.  Alt imens jeg løb,  skarp forfulgt af fotografen, der nu optog video – nåede vi frem til et tværgående spor, og umiddelbart, i samme øjeblik trådte hjorten frem på ny, og viste ikke særlig megen tegn på, at han var påvirket af det dræbende skud.  På ca 40 mtr fik han sidste kugle på halsen og forendte i skuddet, – midt på sporet med blomstrende lyng. En meget kraftig 14-ender,  brækket vægt 193 kg.
Tusind tak til jer der kiggede med i skoven, og eller bagefter var med i slagtehuset, det var en uforglemmelig oplevelse. Særlig tak til Kim, der med billeder og video genoplivede oplevelsen  for os alle.
Arne

Flere billeder i galleriet

Dette indlæg blev udgivet i Nedlagte hjorte. Bogmærk permalinket.