Septemberjagt

Jagtloven åbner fra indeværende sæson mulighed for jagt på kronkalv fra 1/9, jf. tidligere oplyst her på siden.

Regulering af kalve i september måned rejser en række jagtetiske spørgsmål og der kan dermed opstå et dilemma mellem et relativt stort udtag af kalve og tidspunktet hvorpå dette gøres. I de forgangne sæsoner har vi i kronhjorte.dk kunnet fremvise en fornuftig kønsmæssig afskydning, samtidig med, at afskydning er øget i takt med bestandtilvæksten – også uden regulering af kalve i september. Det er således vor opfattelse, at de etiske overvejelser må vægte tungest og regulering i september dermed kun bør gennemføres i ganske særlige tilfælde.

I forlængelse af debatten på de enkelte revirer, har vi modtaget følgende meddelelse til offentliggørelse:

“Jagtselskabet Hovborg og Høllund Søgaard Plantager, vil ikke gøre brug af muligheden for jagt på kalve (jf den nye jagttid) før vores fælles kalvejagt d. 24 oktober.

Med venlig hilsen

Formand for Jagtselskabet Hovborg og Høllund Søgaard Plantager

Martin Ingversen”

 

Knæk og bræk til Jer alle

Kronhjorte.dk

Dette indlæg blev udgivet i Forside. Bogmærk permalinket.