Generalforsamlingen i Kronhjorte.dk godkendte i februar måned en ny frivillig forvaltningsaftale.
”Ny Orange Ordning” er udviklet på baggrund af de forgange 15 års forvaltning via frivillige aftaler, og er baseret på størst mulig forvaltningsfrihed på den enkelte ejendom SAMTIDIG med at de overordnede forvaltningsmål realiseres.
Overordnet set mangler vi stadig handyr i kronvildtbestanden, og disse handyr har fortsat en relativ lav gennemsnitsalder. Derfor arbejder ”Ny Orange Ordning” ud fra at udtage færre handyr end der produceres. Gøres dette kontinuerligt over en længere årrække, vil handyrsandelen automatisk øges og gennemsnitsalderen på de overlevende handyr vil blive højere.
Afsættet er naturligvis de jagtetiske regler for kronvildtjagt kombineret med en meget forsigtig og selektiv afskydning af trofæbærende handyr (præcist som tidligere).
Helt konkret indbefatter en tilmelding til ”Ny Orange Ordning” at:
- De jagtetiske regler respekteres og efterleves
- Afskydningen af trofæbærende handyr (defineret som spidshjort over ørehøjde eller større) begrænses til 1 dyr pr. påbegyndt 100 ha. på ejendommen. Konkret medføre dette, at:
- Ejendomme fra 5-100 ha.: Max 1 trofæbærende handyr pr. sæson
- Ejendomme fra 101-200 ha: Max 2 trofæbærende handyr pr. sæson
- Ejendomme fra 201-300 ha: Max 3 trofæbærende handyr pr. sæson
- Ejendomme fra 301-400 ha: Max 4 trofæbærende handyr pr. sæson
- Ejendomme fra 401-500 ha: Max 5 trofæbærende handyr pr. sæson
- Alle koordinerede jagter med naboejendomme afholdes efter parolen: Hind, kalv og hjort under ørehøjde (ingen trofæbærende hjorte til afskydning på de store koordinerede fællesjagter).
- At nedlagt vildt indberettes inkl. kønsangivelse til kronhjorte.dk senest 48 timer efter jagtafslutning.
- Alle nedlagte hjorte fremvises på årsmødet i Hovborg (trofæ + kæbe)
På nuværende tidspunkt har mere end 2.000 ha allerede tilmeldt sig ”Ny Orange Ordning”, og vi håber at mange flere vil gøre det samme.
Ved fælles hjælp når vi også det sidste stykke af vejen mod de overordnede målsætninger, samtidig med at vi skaber flere og bedre jagtoplevelser for os alle 🙂
Tilmelding til ”Ny Orange Ordning” kan ske ved at sende en mail til web@kronhjorte.dk indeholdende areal samt kontaktperson.
Kronhjorte.dk